Vi har i Danmark en 30 år gammel partistøttelov, der ikke er et moderne demokrati værdig. De mange skjulte penge skader tilliden til folkestyret. Men i Norge har man faktisk fundet en velgennemtænkt løsning.

De unge er vores demokratiske reserve, og deres oprør skal vækkes.

Ord og tweets er ikke nok i en værdibaseret udenrigspolitik. Solidariteten må og skal række ud over europæiske grænser.

Hvis der har været et svigt i denne sag, er det først og fremmest her: at man ikke har været opmærksom på, at en syg mand havde adgang til et potentielt dødbringende våben og ikke omgående har fået det konfiskeret og hans licens inddraget.

Vi må ikke udskamme, lyder det ofte. Men intet er mere forkert. I vores rige del af verden har vi nemlig et frit valg. Det har de ikke i de fattige lande, der rammes hårdest af klimakrisen.

Dansk selskabslovgivning gør det muligt at skabe snirklede virksomhedskonstruktioner. Det skaber rum til at omgå regler og forhindrer os i at finde ud af, hvem der reelt styrer virksomhederne.

Det er svært at finde en logisk tråd i forfatter Marianne Stidsens kritik af feminismen. Stidsen synes i stigende grad at bevæge sig over i en parallel virkelighed, hvor en lang liste af dårligdomme skyldes feminister.