Som ung kom jeg til Danmark efter at have fået Berufsverbot i Vesttyskland.
Nu oplever jeg, at vi er i gang med at indføre tilstande i dagens Danmark,
som giver mindelser om dengang.

I Koranen findes en særlig doktrin, som passer alt for godt til den
religionskrig, som rabiate imamer verden over har det med at tilskynde til.

Jeg savner en stærk muslimsk feminisme, der tager et opgør med de
formørkede imamer og de kvindeundertrykkende forhold i islam.

Hvis kønsdiskrimination skal til livs, skal vi begynde i folkeskolen. Lad os
gøre op med forestillingen om, hvad det vil sige at være en ?rigtig? dreng
eller pige.

Følger man med i den danske debat, kan man få indtryk af, at dansk teater ikke
fortjener at overleve. Men intet kunne være mere forkert. Billedet af dansk
teater i krise er fortegnet og forkert.

Social dumping hærger vores børnepasning.

At man ikke har mod til at analysere, hvad der skete, peger på, at man har
ført og fører ren symbolpolitik med danske soldaters liv som indsats.

På banen udviskes de fleste forskelle. Sport ryster os sammen og gør os sundere. Og det er ude i foreningerne, at det er allerbedst.

Er der noget, vi kan lære af den debat, der for alvor satte i gang under Muhammedkrisen
for ti år siden, er det, at ligesom religion er en del af problemet, er
det også en del af løsningen.

Selv om der er teologiske uenigheder, har vi muslimer og kristne en fælles
kærlighed til Jesus. Hvis vi er åbentsindede nok, kan han fungere som inspiration
til tolerance og gensidig respekt mellem samfundets befolkningsgrupper.