I tæt på 50 år har den nu 80-årige britiske instruktør Ken Loach været engelsk middelklasses dårlige samvittighed, og fra sine allerførste dokumentarer for BBC og til årets palmevinder i Cannes, ’Jeg, Daniel Blake’, har han insisteret på at være de magtesløse stemme.

En video er gået viralt og har skabt en voldsom shitstorm mod Delta, men det er uvist, om flyselskabet har gjort noget forkert.

Biografernes formand advarer om »katastrofekurs« i dansk film efter det dårligste biografår for dansk film siden 2009. DFI afviser, at der er tale om en tendens.

Kærligheden finder vej, selv når Jorden er overbefolket, og en masseevakueringen finder sted. Hollywoodstjernerne, Jennifer Lawrence og Chris Pratt, forelsker sig i det ydre rum i ny sci-fi film.

Hvis man leder efter en underlig, men også tankevækkende og måske øjenåbnende udstilling, har Ebbe Stub Wittrup noget at give videre.

To markante tendenser tegner årets teater: musicalteatrets monstersucces versus det politisk pågående teater. Var der nogen, der sagde folket over for eliten?

Nej, det er bare gas, der er ingen totalt afgørende 9 film i Ken Loachs omfangsrige filmografi. Hans film er i sjælden grad ét værk, ét livsværk, udsigelsen af en holdning til livet, til samfundet og til den herskende klasse. Loachs film hænger meget sjældent på, om en skuespiller er god, eller på sofistikeringen af håndværket, men på harmen og empatien. Og disse 9 film har i hvert fald det tilfælles, at de er vrede.

Ugens kulturforbruger er skuespilleren Johanne Louise Schmidt, der i dag modtog Ove Sprogøe Prisen.

Den 33-årige skuespiller fra Skanderborg har netop modtaget Ove Sprogøe Prisen.

Sorø er rent julemæssigt en skuffelse, men i Køge giver tidligere tagdækker Matti Jakobsen avisens udsendte et gevaldigt skud julestemning. Virkningen er dog kortvarig.