Ville du kunne tilgive, at din bedste ven havde en affære med din mand? Ellinor giver ikke to fucks for følsomme mænd i iscenesættelsen af en romanperle om et kvindeliv, der tog en voldsom drejning i Dolomitterne. 

To royale fester udspillede sig samtidig på Det Kongelige Teater tirsdag aften. Den ene var mere blodig end den anden. ’Marie-Antoinette’ er et af sæsonens højdepunkter.

Kan man lave introvert scenekunst? Skal teater virkelig undlade at provokere? Blaagaard Teater giver med Laura Spottag Fog på scenen et overraskende godt svar.

Magnus Vigilius, der i foråret synger Wagner i både København, Berlin og Prag, var midt i 40’erne, da corona effektivt lukkede ned for, hvad der endelig var begyndt at dufte af et sent gennembrud. Fem år senere er Vigilius’ latter stadig tør og anstren…

Opsætningen af Carsten Jensens ’Vi, de druknede’ på Republique er lige ved at drukne i for meget plot, men kommer i land med et bombardement af stærk søfartspoesi.

Hit-instruktør Kristján Ingimarsson kan stadig lave ordløst teater, så det emmer af krop og visuel kraft, men der er meget at gabe over, når en ny kvindeart skal tage form. 

Alle er på flugt fra deres indre motherfucker i rå og lidt støvet, men veludført komedie på Mungo Park. Nogle gange er aftershave og pik også ganske udmærket. 

Opsætningen af ’Les Misérables’ på Betty Nansen med Jens Albinus, der er sprunget til i sidste øjeblik i rollen som Jean Valjean, tænker radikalt, men halter i udførelsen.

På operaen i Malmø kan man dette forår opleve en ny opsætning af ’La bohème’, hvor blandt andre Andy Warhol er på scenen.

Der er spotlight, en runway, og Jens Jørn Spottag er i drag. Men sjældent har de været så visuelt uskønt på Det Kongelige Teater. Er der noget, jeg har misforstået?