De fire store plager – ulykke, død, hævn og sorg – rører stærkt på sig i denne gendigtning af Boccaccios ’Dekameron’ på Republique. Det handler om de grumme konsekvenser af mishandlet kærlighed.

I Husets Teaters radikalt beskårne og imploderede nutidsversion af ’Kong Lear’ bliver magtkampen utvetydigt til en kamp om følelser, men også en kamp om retten til at fortælle historien. 

’Richard II’ på Det Kongelige Teater overbeviser ikke helt om, at det er en fejl, at stykket så sjældent sættes op. Men det reddes af nogle smågeniale åndehuller undervejs.

Filosoffen Hannah Arendts liv og værk foldes ud i en lang, men stærkt tankevækkende forestilling om faren ved at lade fortidens fejl gentage sig.

Teaterkoncerten ’Traumecentret’ på Revolver gør det modsatte af det, man har brug for med Bisse og hans ellers så forrygende 14. album: lægger flere lag på frem for at skrælle væk.

Opsætningen af ’Kong Lear’ på Aarhus Teater demonstrerer et fald ned i den nøgne menneskelighed. Som enhver på vej mod den tredje alder brutalt konfronteres med.

Alvin Ailey byder fortsat på forrygende dansere, men kompagniet danser bedre med fortiden end med nutiden.

Stærkt og nøgent går koreografen Palle Granhøj og hans litauiske dansere og musikere til ’Romeo og Julie’ med kys som benspænd og forløsning. 

I ’Tævehjerte’ på Aveny-T vågner Pandora op til en ny, moderne verdensorden og overtager historien. 

Det Flydende Teater planter Josephine Baker midt i den danske kulturkamp, så det bliver et interessant portræt af tiden og dansk mentalitet med den kontroversielle sanger og danser som katalysator.