Poetryslammeren Sara Rahmehs debutdigte har meget på hjerte, men på tryk slår de ikke til.

Han Kangs ’Hvid’ tager ikke meget længere end en lang udånding at læse, men den er også svær ikke at tage ind. Der er hjerte i bogen, men også noget spøgelsesagtigt og kødeligt, en isnende empati.

Medierne fokuserer så meget på truslen fra den nye supermagt Kina, at det let overskygger en sund nysgerrighed på en ældgammel og ufattelig rig kultur.

Glenn Christians nye bog ’TAARN’ er poetisk Black Metal, gotik og dronelyd: Det er lige så weird, som det er godt.

I ’Det samme og noget helt andet’ giver Katrine Marie Guldager endelig plads til sit eget unge og ensomme jeg, og dermed skaber hun rum for de mange andre jeger med lignende livsfortællinger.

I midten af 1980’erne flytter den unge modtagelige Bob fra Lolland til Vanløse med sin kæreste. Helle Helle lader kæresten være alvidende og skriver sig ind i og ud af ham. Og det gør hun med et suverænt sprogligt gehør.

Professoren Amós Kéres er et på en gang mystificerende og irriterende bekendtskab. Men oversættelsen af den mageløse Hilda Hilsts ’Med mine hundeøjne’ er en uvurderlig tilføjelse til dansk litteratur.

Tarjei Vesaas var 1900-tallets største norske romanforfatter. Især når det handlede om unge, havde han sans for de detaljer, der ligger i den forvandling, som puberteten rummer.

Hans Otto Jørgensens nye bog om familielandbrugenes død og hans brors konkurs er et iltert og idiosynkratisk kampskrift, der i den grad kan mærkes.

Endelig er det muligt at læse den fulde korrespondance mellem digtergeniet Rainer Maria Rilke og den håbefulde aspirant Franz Xaver Kappus.