I 1999 udgav The Magnetic Fields magnumværket ’69 Love Songs’. Nu gentager bagmanden Stephin Merritt bedriften på næsten samme svimlende niveau med en selvbiografi i 50 sange.

Man kan roligt forvente sige både rolige rytmer og hurtige hænder, når funkmonsteret Thundercat giver los på sin seksstrengede bas. På hans nye album ‚Drunk‘ stikker både genrer og gæsteopstrædener i alle retninger – på den fede måde.

Tårn og Sonja Hald har udgivet to forårsfriske modersmålsplader, der er i længselsfuld symbiose med 70’erne. På godt og ondt.

Bandet gik i stykker. Kæresteparret gik fra hinanden. Indierocken gik i sig selv. Men nu har David Longstreth samlet stumperne og genopfundet Dirty Projectors i et krøllet og knudret randområde mellem hiphop, soul og autotune.

Efter en tur forbi ‚America’s Got Talent‘, en kamp med advokater og en periode som hjemløs er den 21-årige californier klar med sin debutplade.

Superproduceren Pharell tabte kæben da han hørte Maggie Rogers ‚Alaska‘. Det skabte en flodbølge af viralt virver som Rogers har reddet på. Og nu er hendes debutalbum landet – men det lyder og lader til, at det er gået lige lovligt hurtigt.

Ligesom punken gjorde op med rockens fædre, er en ny generation af hiphoppere i gang med at bryde kodeksen for god opførsel og blæse fortidens helte et stykke. Men denne gang er det forældrene, der er mopsede.

På Leif Sylvesters første album i mere end 30 år er udtrykket cirka så folkeligt som det kan være. Det holder hele vejen hjem til kolonihavehuset.

Hun voksede op i en californsk mormon-famile, men brød ud. Så blev hun barnepige hos Tom Waits og musikkarrieren tog fart.

Tuaregerne kæmper for et politisk fatamorgana, som Tinariwen omsætter til stærk, sørgmodig ørkenblues.